Smooth ride!

Ha! Jeg har for første gang i flere måneder skrabet mine ben. Hold kæft, det tog en krig!
Men mine ben er nu så bløde og klatte, at det virkelig er en skam, at jeg er den eneste, der er her til at nyde dem.
 Men du kan tro, at jeg nyder dem ;)

Money´s too tight to mention!

Det er ikke, før man sidder i situationen, at man opdager, hvor mange penge det rent faktisk koster at leve. Og hvor ufedt det er ikke at kunne handle ind, når der ikke er mere mad i huset...Jeg er blevet skrap til at få tingene til at række, ved hvor jeg kan spare (man behøver altså ikke børste tænder MED tandpasta to gange om dagen, hvis man alligevel ikke skal udenfor en dør, elektricitet koster, så lamper tændes kun, hvis her er gæster og varme! Ha, man kan da tage en ekstra trøje på i seng!) og hvilke varer, der holder længst. I dag har jeg for eksempel fået en banan til at række to måltider og da jeg ingen steder har skulle, jamen, så bruger jeg jo heller ingen energi, så to måltider må da være rigeligt!
Det føles så enormt sølle og det stresser mig, at det også begrænser mig socialt. For jeg er jo flyttet 100 km væk fra min omgangskreds, hvilket betyder, at noget så simpelt som en stener aften foran fjernsynet hos en veninde, koster mig i hvert fald 180 kr i transport.
Så Joachim B Olsen kan godt klappe i, for der er helt sikkert mennesker, der har det langt værre end mig.

Jeg får familien på besøg søndag både til eftermiddagskaffe og aftensmad. Hmm, hvordan får jeg dem til at tage maden med uden, at det virker alt for strengt?

Who is to blame?

Når det der med mænd og kvinder går i vasken,inden det kunne nå at begynde, hvis skyld er det så?

Jeg sidder forvirret tilbage og ved ikke, hvordan vi kom der til, hvor der var en slutning uden nogensinde at have været en begyndelse. Misforståelser? Uklare meldinger? Den klassiske "mænd og kvinder tænker forskelligt"? Jeg kan tænke over det, indtil jeg sidder med en gigantisk hovedpine, som dunker i et væk og minder mig om, at jeg ikke er kommet frem til noget.
Jeg ville bare gerne vide, om det er mig, den er gal med, for så kan jeg måske undgå de samme fejltrin næste gang. Jeg udtrykte samme bekymring for en veninde. Hendes umiddelbare svar var, at hvis jeg skulle lægge så meget bånd på mig selv, mine følelser og reaktioner for at få det til at fungere, så var det ikke det værd og han ikke den rette. Se det er jo en fin pointe. Og da en eller anden parforholdsekspert udtalte noget i samme retning i en artikel i et dameblad, jamen så tager jeg den til mig. Hun er jo trods alt ekspert!
Men jeg er stadig skuffet og næste gang nok mere påpasselig med at kaste mig ud i at tage chancer.

Gilbert O'Sullivan "alone again"

Can you dig it?

I can!

Lana Del Rey "video game"

Death behold!

En tur rundt i det lokale gjorde mig opmærksom på en forskel, som jeg desværre nok kommer til at mærke meget til fremover. Handelslivet i en lille by dør. Vi har en fin butiksarkade, men den står halv tom hen og jeg kunne forstå efter en sludder med en lokal, at der er flere lukninger på vej. Og det endda fra et supermarked, som er del af en stor kæde og det eneste supermarked indenfor en 5 kilometers radius. Det er som om, at lukning kan sprede sig som en grum sygdom. Pludselig så jeg byen med andre øje. Bemærkede overtallet af ældre og sociale tilfælde.
Ender byen med at ligge øde hen? Er den et nemt offer for døden? Dør jeg med den?

A real good spread!

Altså, hvor er det herligt at vide, at de stakkels amerikanerer nu kan nyde lidt godt til frokost!
Det er en af mine personlige favoritter.

Aamanns i NY

So here I am.

Jeg har nu været soraner i fire dage. Eller tilflytter i fire dage. Jeg går ud fra, at der er regler for den slags, at de lokale, de indfødte ikke anerkender mig som soraner før jeg har boet i byen i en eller flere årrækker.
Pt sidde jeg hjemme i min stue, ja sgu, jeg har min egen stue! Det er jo en rigtig lejlighed, jeg har skaffet mig.
Alt er pakket ud og sat på plads. Jeg har vasket alt køkkengrej af og sat det på plads. Jeg har handlet madvarer ind og lagt dem på plads. Der er intet mere at ordne. Så nu er jeg tvunget til at begynde at leve det liv, som jeg planlagde, som jeg drømte skulle begynde, når jeg fik mit eget. Sagen er, at livet jo ikke bare begynder af sig selv. Jeg skal gøre noget aktivt for det. Ellers går det bare. Så i stedet for at vente på, at livet skal begynde, har jeg besluttet at leve det.
Men humbum, hvordan gør man nu det?
Som nævnt i tidligere indlæg er der en mand. Han har i lang tid været en hemmelig mand, en mand af mystik, men det skal være slut. Der er lavet en aftale om et møde i næste uge! Fileme!! Det er naturligvis med nerver og alle mulige og umulige undskyldninger for at slippe ud af det, at jeg glæder mig. Jeg glæder mig, for måske resulterer et lille uskyldigt møde i, at jeg ikke skal sidde alene i min nye lejlighed hver eneste aften fremover. Måske.
Det virker så fjollet, at to mennesker, som gerne vil dele livet med nogen, sidder i hver deres stue dag ud og dag ind, alene. For de kunne sidde sammen, dele livet med hinanden. Hvis bare de tog en chance. Mødet i næste uge er mig, der tager en chance.
Men! Da jeg jo ikke kan lægge alle mine æg i en kurv, så har jeg andre trix oppe i mit meget uldne ærme; jeg har allieret mig med en venindes mor, som bor rundt om hjørnet, og vi melder os til den lokale amatør scene, total skørt, men også sjovt. Og det vil give mig noget at foretage mig. I hvert fald hver torsdag aften.
(Argh! Bones og Hodgins er ved at dø!!)
Derudover er det min plan at observere forskelle og ligheder mellem land og by. Jeg har boet hele mit laaaange liv i den største by i vores lille land, så bylivet og de kuturelle normer, der følger med der, dem har jeg styr, jeg kan jo ikke andet. Landet derimod kender jeg intet til, hvilket gør mig oplagt til et sådan eksperiment. Hmm, måske jeg skulle kontakte DR og sælge ideen til dem....Hey! -hold øje med mig på DR2!
Indtil da, så bliver det her på kanalen, at du kan følge bymusen på landet. Mon alle fordommene bliver bekræftet? Spændende!